Vi har lavet en guide til den manuel indstilling af et kamera. Kan det lade sig gøre at skyde gode billeder med auto-indstillingen (Auto)? Ja, absolut! Er det nemmere at få et godt billede hvis man skyder på auto? Bestemt nej! Når du først lige har sat dig ind i hvordan du skyder på manuel-indstilling (M), så bliver det langt nemmere for dig at skyde under selv vanskelige lysforhold.
Så hvis du stadig er fotografen der skyder alle dine fotos på Auto på dit kamera, så kom ud af komfortzonen og skift til M. Du vil hurtigt finde ud af at mulighederne er SÅ mange flere når dit kamera står på M. Også selvom du kun skyder billeder til familiefødselsdagen eller ved andre højtider.
Der er et par småting du skal have styr på inden du går i krig med den manuelle indstilling, nemlig hvad ISO, Lukkerhastighed og Blændetal gør ved dit foto. Man kan skrive lange tekniske udredninger om hvad de tre ting er for nogle størrelser, men da dette er en “quick & dirty” guide, så vil jeg blot beskrive hvad de gør, og ikke hvorfor. Formålet med denne guide er at få dig i gang med at skyde på M. Det andet skal nok komme hen ad vejen…
Se flere kreative billeder ved fotograf her
Jo højere dit ISO-tal, desto mørkere omgivelser kan du skyde i
ISO: Jo højere dit ISO-tal, desto mørkere omgivelser kan du skyde i. Ved en indstilling på ISO 200 kræver det f.eks. en del lys, godt med sollys eller en flash, for at billedet bliver tilstrækkeligt lyst op. Har du derimod sat dit ISO-tal til at være 1000, jamen så kræver det mindre lys for at få et fornuftigt resultat. Men husk – jo højere ISO-tal, desto mere “grynet” vil dit foto også blive. Og jo større du skal bruge billedet, jo mere tydeligt vil det være.
Lukkertid (lukkerhastighed)
Hvis du skyder håndholdt, så vil jeg ikke anbefale dig at komme under en lukkerhastighed på 1/80 sec. Ved lukkerhastigheder på 1/60 og derunder vil der være stor risiko for at dit foto bliver rystet/uskarpt – tro mig, det har jeg lært på den hårde måde. Lukkerhastigheden afgører hvor lang tid din lukker (shutter) er åben. Jo længere tid den er åben, desto mere lys kommer der ind, og desto mørkere kan dine lysforhold være. Men som sagt, så betyder en lang lukkertid også at dine objekter kan nå at bevæge sig, og så bliver dit foto sløret.
Har du derimod dit kamera på stativ, og fotograferer du ovenikøbet et objekt der ikke bevæger sig, ja så kan du i princippet have en lukkertid på flere minutter. I høj sollys kan du med fordel styre hvor meget lys dit foto skal have ved at justere din lukkertid.
Blænde (blændetal)
Dit blændetal styrer dybest set to ting. 1) Hvor meget lys dit kamera lukker ind, og altså hvor lyst/mørkt dit foto bliver. 2) Dybdeskarpheden på fotoet.
Blændetallet forvirrer mange, og det forvirrede også mig i starten. Grunden er, at jo mindre blændetal, desto større blændeåbning. Og når man siger at man blænder op, så skal man faktisk gå ned i blændetal. Jamen, det giver jo ingen mening! Næh… Egentlig ikke. Jo, hvis du kender den matematiske begrundelse bagved, men umiddelbart gør det kun forvirringen større når man går fra Auto til M, og skal til at tænke på sådanne ting. Men tænk på det som to ting, nemlig blænde og blændetal. Din blænde er størrelsen på dit “hul” i kameraet der lukker lys ind. Jo større blænde, altså jo større hul, jo mere lys lukker du ind. Så når du blænder op, så gør du dit hul større. Dit blændetal er så bare det modsatte. Jo mindre blændetal, desto mere lys lukker du ind. Stadig forvirret? Don’t worry, det er jeg også selv ind i mellem når det skal gå stærkt.
Du kan evt. gøre som mig. Jeg bruger udelukkende blændetal som parameter. Og så skal jeg kun huske på én ting, nemlig at jo mindre blændetal, jo mere lys kommer der ind. Så hvis jeg vil have et lysere foto, så går jeg NED i blændetal. På den måde skal jeg bare huske at et blændetal på 2,8 lukker meget lys ind, og et blændetal på 22 lukker lidt lys ind. Og så glem alt om at blænde op og ned.
Hvordan du indstiller de tre ting på dit kamera er svært at komme med én enkelt forklaring på. Det kommer nemlig helt an på hvilket kamera du har. Jeg har i nedenstående taget udgangspunkt i et Nikon D80, og den vejledning dækker vist over en del semi-pro kameraer fra Nikon. Måske endda også et par stykker fra Canon og andre producenter.
Det første du skal gøre er at dreje det lille hjul til venstre på toppen af dit kamera hen på M. Og så er du faktisk allerede godt på vej til at skyde med manuel indstilling.
Manuel indstilling
Og nu havde du måske håbet på en step-by-step gennemgang af hvad du så skal gøre, men det vil ikke rigtig give nogen mening af prøve på det, for jeg aner jo ikke hvordan dine lysforhold er hvor du befinder dig nu.
Men ok, lad os forestille os, at du nu står udenfor, det er midt på dagen, og solen skinner. Der er altså forholdvist meget lys omkring dig. Du vil skyde et portræt af din ven, uden brug af flash, og du har placeret ham så hans ansigt får tilpas meget lys. Du ønsker en stor dybdeskarphed så hele hans ansigt står skarpt.
Sørg for at din tænd/sluk knap står på “ON”.
ISO: Stil din ISO på 200. Det er et ganske fint udgangspunkt når du har masser af lys. Og med mindre det er mørkt hvor du er, så lad den stå på 200. Får du brug for at indstille dit ISO-tal, så skal du blot trykke på den knap hvor der står ISO på og holde den inde, og derefter dreje på dit bagerste kommandohjul i venstre hjørne. Du vil så kunne se ISO-tallet blive enten større eller mindre i displayet.
Lukkerhastighed: Hvis der er godt med sollys, så prøv at start på omkring 1/200 og så bevæg dig ned ad til 1/1000 eller kortere. Lukkerhastigheden justerer du også med det bagerste kommandohjul. Du skal bare dreje på det, så kan du se lukkerhastigheden blive justeret i displayet. Når der står 200, ja så betyder det 1/200 sec.
Blænde: Du ville jo have at din model skulle være skarp i hele ansigtet, så derfor skal du vælge et stort blændetal, for at opnå en stor dybdeskarphed. Prøv at start på omkring blændetal 11. Blændetallet justerer du ved at dreje på det forreste kommandohjul. Når du drejer kan du se et tal køre op og ned. Det er dit blændetal.
Nu har du altså ISO 200, lukkerhastighed 1/200 og blændetal 11. Ta et billede, og så hvordan det ser ud. Hvis det er for lyst eller mørkt, så prøv kun at juster din lukkertid op og ned. Hurtigt vil du se hvad der virker.
Og det var sådan set det! Det har vel taget dig omkring 5 – 10 minutter at køre ovenstående guide igennem, og du er allerede en haj til manuel indstilling. Når du først har lært at skyde på manuel, så går du aldrig tilbage til Auto igen!
Vi fotografer mange opgaver i Fotostudiet: