Sidst fortalte jeg om de 2 typer flash der typisk bruges, speedlights og studielamper. Denne gang vil jeg forklare hvilke ting man skal købe, for at komme i gang med fotografering med flash.
Hvad man egentligt har brug for, afhænger selvfølgelig af hvad man skyder, men jeg vil her tage udgangspunkt i portrætfotografering.
Flash
Det første der skal købes er selvfølgelig en flash. Som nævnt i del 1 af serien så findes der 2 typer: Speedlights og studielamper. Speedlights er at foretrække til nybegyndere grundet deres fleksibilitet og ikke mindst lave pris. Udvalget af speedlights kan virke overvældende og de har alle deres fordele og ulemper. Ting der er vigtige at kigge efter er følgende:
Manuel mode – Dette er essentielt for portrætfotografering. Manuel mode er hvor du bestemmer styrke og zoom på flashen. De fleste, hvis ikke alle speedlights har denne funktion.
Optisk slave – Denne funktion gør at flashen kan udløses ved hjælp af en anden flash, enten en speedlight, en studielampe eller den indbyggede flash i kameraet. Dette gør at man kan undvære en trigger, men det er dog nødvendigt at flashen er indenfor en vis rækkevidde, da den skal kunne se lyset fra den flash der skal udløse den.
Andre ting der kan være en fordel, når du bliver lidt mere øvet er:
TTL – “Through the Lens” eller TTL er en automatisk funktion der selv beregner hvor meget lys der skal bruges. Når du tager et billede udsender flashen et kortvarigt “blink” som ikke er synligt, men udelukkende bruges for at måle hvor meget lys flashen skal udsende. Dette er specielt brugbart hvis flashen sidder på kameraet, eller under meget skiftende lysforhold. Der skal bruges en special trigger til at få TTL på flashen når den ikke er monteret på kameraet, mere om det længere nede.
HSS – “High speed sync”. Grundet måden DSLR kameraer er bygget, er man begrænset til en lukkertid på 1/160-1/250 sek. (Alt efter kamera), når man bruger flash. HSS gør at man kan bruge hurtigere lukkertider, op til 1/8000 sek. ved at udsende en række af blink i stedet for et. Dette nedsætter lysstyrken betydeligt, men giver mulighed for at benytte flash i sollys.
Når man skal købe studielamper er det typisk styrken der er afgørende. Lysstyrken måles i Ws (Watt seconds).
De fleste studielamper er 100% manuelle, undtaget er enkelte meget dyre modeller. Det man skal være opmærksom på er hvor langt ned styrken kan justeres. Kig efter lamper der kan justeres ned til 1/128, det giver mulighed for at skyde med en stor blænde så man kan få en lille dybdeskarphed.
En anden ting man skal tage stilling til er mount. Dette er måden man tilslutter softbokse, beautydish osv. Der er ikke den store forskel på funktion, men udvalget af tilbehør kan variere. De fleste billige lamper bruger Bowens mount og der er et kæmpe udvalg af softbokse og andet tilbehør til dette mount.
Hvilket mærke der er at foretrække, både når det gælder speedlights og studielamper, er afhængig af pengepung og krav. Sørg for at tjekke anmeldelser inden du køber. Canon’s og Nikon’s egne speedlights er noget af det bedste, men de koster også en mindre formue. Yongnuo har de seneste år produceret nogen speedlights af meget høj kvalitet, der både er fyldt med funktioner og til en yderst rimelig pris.
Stativ
Hvis man skal udnytte sin flash 100% skal den være fra kameraet. Stativer er lidt kedeligt at smide penge efter, men det er et dumt sted at spare for meget.
Find et stativ med en bred benstilling og luftdæmpning. Med en bred benstilling minimere man risikoen for at det vælter, dette gør sig specielt gældende udendørs. Luftdæmpning gør at stativet ikke bare hamre i bund når skruerne bliver løsnet.
Brug helst mere end et par hundrede kroner, jeg har selv købt flere billige stativer som vælter ved det mindste skub. Walimex Pro stativer kan anbefales, de er til at betale men kvaliteten er høj. Igen er det en god idé at tjekke anmeldelser inden køb.
Paraplybeslag
Dette er kun nødvendigt til speedlights, studielamper kan monteres direkte på stativet. Et paraplybeslag gør det muligt at montere en speedlight på et stativ og samtidigt montere en paraply. Igen er dette en ting hvor man ikke skal spare for meget. Køb et beslag af metal, disse holder længst.
Paraply
Som nybegynder er en paraply et godt sted at starte. De er billige og kan bruges til et utal af formål. Der findes to overordnede typer af paraplyer: Gennemskydning og reflekterende.
En gennemskydningsparaply er en hvid semitransparent paraply. Som navnet antyder skal flashen skyde igennem paraplyen. Denne type giver det blødeste lys, men der er en del spild da lyset spreder sig i alle retninger.
En reflekterende paraply har en sort yderside og sølv eller guld indvendigt. Her skyder man flashen ind i paraplyen og lyset reflektere tilbage. Denne type giver et lidt mere skarpt lys, men giver også mere kontrol med lyset.
En sidste faktor er størrelsen. Jo større paraply, jo blødere lys. Jeg bruger selv 109 cm. paraplyer, en god størrelse der kan bruges med både speedlights og studielamper.
Reflektor
En reflektor kan næsten erstatte en ekstra flash. Som navnet antyder reflektere den lys. De fåes typisk som et kit med flere forskellige overflader, typisk hvid, sølv og guld. Der findes også andre typer, men sølv og hvid er de vigtigste. En reflektor bruges til at bløde skyggerne op.
Der findes mange forskellige størrelser og former. Prøv at købe lidt forskellige størrelser, for at se hvad der passer bedst. De kan købes billigt på f.eks. Goecker.
Trigger
Den sidste ting der skal købes er en trigger. En trigger, eller udløser, gør at flashen fyre af når der bliver taget et billede. En tilsluttes kameraet og en anden tilsluttes flashen.
Her findes der to typer, en manuel trigger der udelukkende sender signal til flashen om at den skal fyre af. Disse er billige og mere end tilstrækkelige til almindeligt brug. Den anden type er de mere avancerede triggers, der kan sende TTL signalet videre til flashen og samtidigt tillader justering af styrke fra kameraet. Denne type er dyrere og fungere oftest kun med speedlights, med enkelte undtagelser.
Start ud med en manuel trigger og opgrader HVIS behovet opstår.
Gode artikler: